Indlæg

Ting din hjerne ikke kan, når du bliver ældre

Når jeg ser hvad de unge kan klare (og husker, hvad jeg selv kunne), undrer jeg mig. Familie, fuldtidsjob og karriere, oppe om natten med småbørn, passe hus, madlavning, fritidsaktiviteter – egne og børnenes – og samtidig holde styr på det hele i et mylder af unger der vil snakke, have pudset næse, pustet på sår…

Det kunne jeg ikke mere, selv om jeg skulle! Hvordan kan det være? Tja, jeg må jo indse, at jeg er blevet ældre, og det har sat sig spor i min hjerne. Den skrumper, gør den!

Først og fremmest er der det med multitasking, altså at kunne håndtere flere opgaver samtidig. Det får man simpelthen lidt sværere ved med alderen. Problemet er tilsyneladende, at det tager længere tid for hjernen at omstille sig og flytte opmærksomheden fra et fokus til et andet. Det kan f.eks. betyde, at hvis du er midt i en samtale og så rejser dig for at hente noget i køkkenet, bliver det sværere for dig at huske hvad I var ved at snakke om, når du kommer tilbage. Kender du det? Sikkert.

Men hjernen får også sværere ved at klare ændringer i døgnrytmen, når vi bliver ældre. Hjernen har et indre ur, der styrer vores døgnrytme. Hos nyfødte museunger er hjernecellerne i uret meget aktive om dagen, men stille om natten. Hos midaldrende mus er forskellen mellem nat og dag ikke nær så stor. Forskerne tror, at det samme gælder mennesker, og at det måske er derfor, mange ældre får søvnproblemer. Det betyder, at det bliver mere belastende at passe børn, der vågner om natten. Det tager også længere tid at omstille sit indre ur igen efter en rejse over flere tidszoner, og personer med natarbejde har brug for mere tid til restitution bagefter.

Hvad kan man gøre for at imødegå dette forfald? Ja, det kan jo ikke siges tit nok (og du har jo allerede gættet det): Motion er simpelthen det bedste. Og det er ikke nødvendigt at svede i et fitnesscenter. En daglig rask gåtur på en halv time er nok til at have en forebyggende effekt på demens. Hjernen skrumper mindre, og det betyder samtidig at den fungerer bedre. Evnen til at opfatte og behandle indtryk holdes ved lige.

Det hjælper også at lave særlig hjernefitness, løse opgaver, lære nye ting, få nye indtryk og nye udfordringer. Altså bare alt andet end at sætte sig hen i gyngestolen og sukke “Åh, ja…”

Vær 100 % til stede med dine børnebørn

Multitasking  – at kunne arbejde med flere opgaver samtidigt – er et buzz-word, et begreb, der er blevet fremhævet som væsentligt i vor tidsalder. Men ny forskning viser, at det med alderen bliver sværere at have fokus på flere ting på én gang.

Hjernen får sværere ved at skifte mellem de forskellige projekter – det tager længere tid, og det bliver vanskeligere at komme tilbage til en tankegang, når man er blevet afbrudt. Hvis man bliver afbrudt, når man er i gang med en opgave, tager det altså længere tid at samle tråden op igen bagefter og komme videre med opgaven. Det har ikke noget at gøre med, hvor godt eller dårligt man løser de enkelte opgaver – det er noget med den måde, hjernen får hukommelse og opmærksomhed til at arbejde sammen på.

Multitasking er uundgåelig i dagligdagen. Hvis du skal købe mælk, æbler og ost i supermarkedet, er det en fordel, hvis du kan holde alle tre ting fremme på lystavlen samtidigt og samle dem op, efterhånden som du går forbi hylderne. Ellers skulle du først gå til mejerihylderne, hente mælken, stå stille med vognen medens du læste “æbler” på sedlen, gå til grøntsagerne og hente æbler, stå stille med vognen, læse “ost” , og så gå tilbage til mejeriet… Ikke smart. Men alt for meget multi-tasking er en for stor udfordring for hjernen og kan gøre dig stresset. Det kan fx knibe med samtidig at finde varerne i supermarkedet, snakke i telefon og holde øje med et omkringfarende barnebarn.

Har man små børn omkring sig, er det helt nødvendigt at kunne multitaske. Og her er vi ved noget væsentligt, når det gælder bedsteforældre og børnebørn. Det er sværere og mere krævende at passe små børn, jo ældre man bliver. Så når du nu skal have guldklumperne på besøg: Lad være med at tro at du kan få andre ting fra hånden! Nyd ungerne 100 %. Det er bedst for både dig og dem.