Indlæg

Bedsteforældre som gratis arbejdskraft

Hvis du elsker dine børnebørn og gerne vil være sammen med dem, er det svært at sige nej, når forældrene beder om hjælp til pasning. Men en del bedsteforældre føler at der blevet drevet rovdrift på dem.

Vi kan vel også godt huske, at det var hårdt at have små børn, og en lettelse at blive aflastet lidt en gang imellem. Men det er ikke nemmere at passe små børn, fordi man er blevet ældre. Har man mange børnebørn, kan det blive aktuelt med pasning hver weekend, og der bliver aldrig tid til et eget voksenliv, især hvis man stadig arbejder selv.

 

Svend, gift med Ruth, farfar og farmor til tre børn på 9, 6 og 2 år:

 

Vi har altid stillet op med pasning og hjælp, vi bor jo kun 12 km væk fra dem. Og vi er så heldige at have tre sunde og raske, skønne børnebørn. Vi har også haft dem hos os i længere perioder, så forældrene kunne få lidt tid for sig selv. Men nu synes vi godt nok at det er ved at blive svært. Vi bliver jo ikke yngre, Ruth har sit blodtryk og jeg har min dårlige hofte.

Knægten på 9, Erik, er en dejlig dreng, men han er meget sammen med kammerater efterhånden, og vi synes det er et stort ansvar at holde styr på ham, når vi ikke helt ved hvad han laver. Sidse på 6 er en bestemt lille dame, sød når det passer hende, men også lidt udspekuleret – hun render simpelthen om hjørner med os af og til. Den mindste, Maj, er en rigtig krudtugle, og det tager virkelig på kræfterne at passe sådan en, man skal være på mærkerne hele tiden.

 

Måske hører du til dem, der føler at de bliver udnyttet som gratis håndværkerhjælp? Mange vil gerne hjælpe, men grænsen mellem hjælp og udnyttelse er hårfin, og ofte handler det om, hvordan indsatsen bliver modtaget. Det er jo engang sjovest at hjælpe når hjælpen bliver værdsat, mindre sjovt, hvis den bliver betragtet som en selvfølge.

 

Hans, morfar til to og farfar til fem, gift med Bodil:

 

Nej, nu vil vi snart ikke mere. De kommer aldrig her, vi skal rejse hen til dem hver gang. Vi bliver da godt modtaget og indlogeret, men det er alligevel bøvlet. Og så har de altid en liste over ting, de gerne vil have hjælp med. “Far, de løse sten i vores havemur, er det ikke noget, du er rigtig god til at fixe?” “Bodil, jeg er så dårlig til at sy, men kunne du ikke hjælpe mig med at få gardiner op i Rikkes værelse, hun kan ikke se sin computerskærm når solen skinner.”

Vi hjælper jo gerne, men har ikke lyst til at komme der bare som gratis håndværkerhjælp. Hvis vi gjorde tingene sammen kunne det nok være hyggeligt, men de skal altid lige noget andet, så snart vi er kommet i gang.

 

Hvis du virkelig ikke har lyst til at hjælpe med praktiske ting og ikke kan se dig selv passe små børn (igen), er det nok klogt at melde klart ud i god tid. Så kan du vel også leve med, at kontakten til børnebørnene ikke bliver så intens. Vær klar over, at prisen kan være en del skuffelse og bitterhed hos dine voksne børn, som i artiklen under dette link. Og hvis du føler at der bliver drevet rovdrift på dig – så sig fra, inden du bygger alt for meget irritation op! De unge kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at blive ældre og have færre kræfter. Det ved man først, når man er der. Og det er trods alt børnebørnenes forældre, der har valgt at sætte dem i verden. Du behøver ikke at have dårlig samvittighed over at sige nej.

Etnologen Anne Leonora Blaakilde har skrevet ph.d afhandling, der drejer sig om bedstemødrenes forhold til børnebørn og forældre. Den hedder Bedstemorsnak, og hun har interviewet 21 kvinder over 60 år om hvordan de oplever at være bedstemødre. Hun konkluderer, at bedstemødre i dag står med sorteper – de forventes at skulle stille op til pasning når forældrene ønsker det, men har ikke selv noget at skulle have sagt. I øvrigt breder hun det ud til hele arbejdsmarkedet, og mener at der ligger en forventning om, at ældre kvinder påtager sig frivilligt eller lavtlønnet omsorgsarbejde.

Er det virkelig så slemt? Personlig tror jeg at mange ældre hygger sig ved det, og det er det, der er drivkraften. Hvis ikke, skal de da bare lade være…