Det ser jo nemt ud – er det også sådan hos jer?

Bliv en god svigerforælder

I svenske ICA-kuriren har jeg fundet 10 gode råd om, hvordan man bør prøve at forholde sig som svigerforælder for at relationen til svigerbørnene skal fungere bedst muligt. Håber du kan bruge noget af det!

Gør du forskel på dine børnebørn?

Hånden på hjertet – er der lige meget plads til alle dine børnebørn derinde?

 

Tina, 32 år, mor til Algot på 7 og Dora på 5, som hun har sammen med Peter:

 

Mine svigerforældre har altid været utroligt glade for Algot. Særlig farmor. Han er simpelthen hendes guldklump, og han kan fuldstændig sno hende om sin lillefinger. Han har altid fået fine gaver, lækkert tøj og dyre legeting af dem, og de har også passet ham meget. De er da også glade for Dora – men der er altså forskel, og børnene kan desværre godt mærke det. De tager f.eks. Algot med i biffen og på weekendtur – ikke Dora. Det er for besværligt hvis de skal have dem begge to, siger de. Men så kunne de da skifte mellem dem! Dora er først for nylig begyndt at rigtig fatte at der bliver gjort forskel, og det er ikke til at holde ud at se hende blive så ked af det! Algot prøver så faktisk på at trøste hende, siger f.eks. at hun må få en af hans ting som han ved at hun godt kan lide, men det gør det jo bare endnu mere grelt. Peter og jeg har snakket om det  mange gange, og jeg synes han skulle sige noget til dem, men han tør ikke.

 

Måske er det lettere at få et tæt forhold til ens datters børn, end til sønnens. Der er jo det med svigerdøtre – svigerforældre, der ikke altid er så let. Men geografi betyder også noget. De børnebørn man ser mest til, måske passer fra de er helt små, er det lettest at lære at kende. Det kræver lidt mere organisering, hvis man ikke bare kan smutte forbi en eftermiddag.

Så må man huske at ringe, skrive, give lyd på andre måder. Vise, at man er interesseret og gerne vil være en del af børnebørnenes liv, selv om de bor langt væk.

Hvis man har en favorit i en søskendeflok, må man allivel gøre sig umage for ikke at gøre forskel. Ikke give yndlingen mere tid, dyrere gaver. De andre børn mærker det lynhurtigt. De kan ikke sætte ord på det, men de mærker forskellen, tror at de ikke er gode nok og bliver kede af det. Forældrene mærker det også, og det sårer dem dybt. Men det kan være svært at tage op med bedsteforældrene – der måske heller ikke er klar over, at de gør forskel.

Læs denne historie om forskelsbehandling af børn fra en mand, der har været plaget af det hele livet – først som barn, nu som far.

Det kan være ekstra svært, hvis der kommer bonusbørn i familien, og det gør der jo i en stor del af de danske familier. Blod er jo tykkere end vand, ikke? Er det rimeligt at forlange, at man ikke gør forskel på egne børnebørn og bonusbørnebørn? Hvis nu bonusserne har egne bedsteforældre til den anden side? Eller er i den værste teenagealder, måske ekstra meget på tværs på grund af forældrenes skilsmisse, ny stedmor/far og andet tumult?

 

Bedsteforældre som gratis arbejdskraft

Hvis du elsker dine børnebørn og gerne vil være sammen med dem, er det svært at sige nej, når forældrene beder om hjælp til pasning. Men en del bedsteforældre føler at der blevet drevet rovdrift på dem.

Vi kan vel også godt huske, at det var hårdt at have små børn, og en lettelse at blive aflastet lidt en gang imellem. Men det er ikke nemmere at passe små børn, fordi man er blevet ældre. Har man mange børnebørn, kan det blive aktuelt med pasning hver weekend, og der bliver aldrig tid til et eget voksenliv, især hvis man stadig arbejder selv.

 

Svend, gift med Ruth, farfar og farmor til tre børn på 9, 6 og 2 år:

 

Vi har altid stillet op med pasning og hjælp, vi bor jo kun 12 km væk fra dem. Og vi er så heldige at have tre sunde og raske, skønne børnebørn. Vi har også haft dem hos os i længere perioder, så forældrene kunne få lidt tid for sig selv. Men nu synes vi godt nok at det er ved at blive svært. Vi bliver jo ikke yngre, Ruth har sit blodtryk og jeg har min dårlige hofte.

Knægten på 9, Erik, er en dejlig dreng, men han er meget sammen med kammerater efterhånden, og vi synes det er et stort ansvar at holde styr på ham, når vi ikke helt ved hvad han laver. Sidse på 6 er en bestemt lille dame, sød når det passer hende, men også lidt udspekuleret – hun render simpelthen om hjørner med os af og til. Den mindste, Maj, er en rigtig krudtugle, og det tager virkelig på kræfterne at passe sådan en, man skal være på mærkerne hele tiden.

 

Måske hører du til dem, der føler at de bliver udnyttet som gratis håndværkerhjælp? Mange vil gerne hjælpe, men grænsen mellem hjælp og udnyttelse er hårfin, og ofte handler det om, hvordan indsatsen bliver modtaget. Det er jo engang sjovest at hjælpe når hjælpen bliver værdsat, mindre sjovt, hvis den bliver betragtet som en selvfølge.

 

Hans, morfar til to og farfar til fem, gift med Bodil:

 

Nej, nu vil vi snart ikke mere. De kommer aldrig her, vi skal rejse hen til dem hver gang. Vi bliver da godt modtaget og indlogeret, men det er alligevel bøvlet. Og så har de altid en liste over ting, de gerne vil have hjælp med. “Far, de løse sten i vores havemur, er det ikke noget, du er rigtig god til at fixe?” “Bodil, jeg er så dårlig til at sy, men kunne du ikke hjælpe mig med at få gardiner op i Rikkes værelse, hun kan ikke se sin computerskærm når solen skinner.”

Vi hjælper jo gerne, men har ikke lyst til at komme der bare som gratis håndværkerhjælp. Hvis vi gjorde tingene sammen kunne det nok være hyggeligt, men de skal altid lige noget andet, så snart vi er kommet i gang.

 

Hvis du virkelig ikke har lyst til at hjælpe med praktiske ting og ikke kan se dig selv passe små børn (igen), er det nok klogt at melde klart ud i god tid. Så kan du vel også leve med, at kontakten til børnebørnene ikke bliver så intens. Vær klar over, at prisen kan være en del skuffelse og bitterhed hos dine voksne børn, som i artiklen under dette link. Og hvis du føler at der bliver drevet rovdrift på dig – så sig fra, inden du bygger alt for meget irritation op! De unge kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at blive ældre og have færre kræfter. Det ved man først, når man er der. Og det er trods alt børnebørnenes forældre, der har valgt at sætte dem i verden. Du behøver ikke at have dårlig samvittighed over at sige nej.

Etnologen Anne Leonora Blaakilde har skrevet ph.d afhandling, der drejer sig om bedstemødrenes forhold til børnebørn og forældre. Den hedder Bedstemorsnak, og hun har interviewet 21 kvinder over 60 år om hvordan de oplever at være bedstemødre. Hun konkluderer, at bedstemødre i dag står med sorteper – de forventes at skulle stille op til pasning når forældrene ønsker det, men har ikke selv noget at skulle have sagt. I øvrigt breder hun det ud til hele arbejdsmarkedet, og mener at der ligger en forventning om, at ældre kvinder påtager sig frivilligt eller lavtlønnet omsorgsarbejde.

Er det virkelig så slemt? Personlig tror jeg at mange ældre hygger sig ved det, og det er det, der er drivkraften. Hvis ikke, skal de da bare lade være…

 

 

Vi kan ikke lide vores svigersøn/datter

Jeg har både haft svigerforældre jeg holdt utrolig meget af, og også nogle, som jeg egentlig helst ikke ville omgås.

Men det kan jo ikke lade sig gøre – er man i familie, så er man, og man må være indstillet på at sluge nogle kameler, hvis det er nødvendigt for at få det til at glide. Min rareste svigermor lyttede mere end hun snakkede, og havde en fantastisk fornemmelse for, hvornår hendes indsats kunne være os til gavn. Jeg følte simpelthen aldrig, at hun blandede sig for meget (eller for lidt).

Men jeg har også haft en svigermor, der var ligesom denne:

 

Camilla, kæreste med Peter, mor til Asger på 2 måneder:

Min svigermor tror simpelthen ikke at vi kan passe Asger ordentligt, vi er for unge og uerfarne synes hun. Og så mener hun ikke der er næring nok i min mælk og at vi skal til at give ham tilskud. Da jeg så sagde at der ikke er noget, der hedder for tynd mælk, og at han tager på som han skal, smilede hun rigtig sukkersødt og sagde: ”Ja, når man er ung så tror man at man ved det hele, ikke?” Hende bliver jeg aldrig venner med!”

 

Forholdet til ens svigerbørn er næsten lige så vigtigt som forholdet til ens børn. Et dårligt forhold til svigerbørn forpester stemningen i hele familien, et godt forhold er en gave for alle. Der  masser af følelser på spil for alle de involverede parter. Og som svigermor er man altså altid i farezonen for at blive kaldt heks og det, der er værre! Af og til er man jo selv ude om det. På det seneste har der cirkuleret en mail på nettet fra en engelsk kvinde, Carolyn Bourne, der syntes at hendes søns kæreste trængte til at klappes lidt i facon, inden hun kom ind i familien. Det blev hun så. Og mailen røg verden rundt!

Det er med svigerbørn som med svigerforældre: Kan man ikke elske dem man får, må man i det mindste respektere dem.

 

Morten, kæreste med Anne og far til Viktor på 6 mdr:

Mine forældre har altid haft svært ved at acceptere Anne. Inden vi mødte hinanden var jeg kæreste med Katrine i et par år, og hende var de enormt glade for. Vi kunne ikke sammen i det lange løb, men jeg tror de stadig har kontakt med hende. Så mødte jeg Anne, og man skulle tro at de var glade på mine vegne fordi jeg havde fundet en ny – men nej, hun har bare aldrig været god nok. Det er skidehårdt for hende, selv om de selvfølgelig ikke siger noget direkte.”

 

.Jeg er i al almindelighed tilhænger af at man skal forsøge at snakke sig tilrette om problemerne, eller i det mindste få svesken på disken. Det giver utryghed og basis for en masse spekulationer hvis man ikke siger tingene lige ud – men gør det på en pæn måde! Der vil oftest være mindst to forskellige meninger om, hvordan tingene hænger sammen – her er der mange.


Hvor meget er I sammen?

Kontakten mellem generationerne kan være fra lig nul, hvor man ikke engang giver lyd til fødselsdage, til at man ligefrem bor sammen og deler alt.

Måske vil det slet ikke blive et problem i jeres familie, men alligevel: Snak om forventningerne til jeres samvær på forhånd, inden barnebarnet kommer. Det er ikke nogen garanti mod skuffelser og sårede følelser, men så har I i hvert fald vist hinanden, at I er opmærksomme på forholdet.

 

Karen har glædet sig helt vildt til sit første barnebarn, fulgt sin datters graviditet lige fra starten, gået op i alle nyanskaffelserne, fundet sit gemte babytøj frem, købt markedets flotteste barnevogn. Op til terminen har hun ringet hver eneste dag for at høre om der ikke snart sker noget…

Så føder datteren endelig! De nyslåede bedsteforældre kommer på fødestuen, medens duften af fostervand stadig hænger i luften. De har den første bamse med, blomster og en lækker lotion til datteren, et abonnement på “Vi forældre”, en god flaske konjak til svigersønnen. De kan ikke få nok af at se på og holde den lille nyfødte.

Så siger datteren: “Nu må I egentlig gerne gå, jeg kunne godt tænke mig at vores lille ny familie fik lov til at være lidt alene.”

 

Hvordan reagerer man som bedsteforælder – med forståelse eller skuffelse? Se også denne artikel fra Far, mor og børn. Her er bedsteforældrene alt for meget på banen. For andre er bedsteforældrenes hjælp helt uundværlig. Endelig er der nogle, der synes at bedsteforældrene ser alt for lidt til deres børnebørn.

 

Mette, kæreste med Morten og mor til Alva på 10 måneder:

Da jeg fortalte mine forældre at vi var gravide, blev de selvfølgelig glade, men det var som om de ikke rigtig tog det alvorligt. De var på ferie da jeg fødte, så de kom først og besøgte os da Alva var 10 dage. Siden har vi faktisk kun set dem 3 gange og kun med korte besøg, og min mor er slet ikke interesseret i at holde Alva eller lege med hende. Hun siger, at små børn ikke lige er hende, og hun kan slet ikke se sig selv som mormor.

Jeg har ellers altid haft et godt forhold til min mor, vi har kunnet snakke sammen om alt, gå ud og shoppe sammen og hygge os. Men nu er det som om vi simpelthen kommer længere væk fra hinanden. Det var altså ikke lige sådan, jeg forestillede mig det. Hvordan kan det være at hun ikke er mere interesseret i sit eneste barnebarn? Mine svigerforældre er heldigvis helt anderledes.

 

Det er noget der fylder meget hos de unge. Ligeså stort som det er for de fleste at blive bedsteforældre, ligeså stolte er de unge, når de for første gang viser deres baby frem. Der er masser af forhåbninger på spil, så husk at få forventningerne på plads inden nogen bliver kede af det!

 

 

Skilsmisse

Skilsmisse er altid svært. For børnene, forældrene og bedsteforældrene. Fyrre procent af alle ægteskaber ender med skilsmisse, så rigtigt mange kommer til at opleve det på et eller andet tidspunkt. Hvordan forholder man sig som bedsteforælder? Man undgår ikke at blive berørt, og kan komme meget i tvivl om hvor meget kan egentlig skal tage parti, og for hvem. Man kan synes at parterne opfører sig som idioter og gerne ville komme med gode råd, men er det klogt?

Her er en typisk og trist historie, som jeg har hørt i flere versioner:

Farmor har haft et tæt forhold til sine børnebørn, lige siden de var spæde. De ses ofte flere gange om ugen, de bor i samme by, og hun stiller op hjælper med kort varsel. Forholdet til svigerdatteren er måske ikke helt afslappet: Farmor synes at hun hundser med sin mand og bestemmer alt derhjemme, medens han – farmors søn – er alt for veg og ikke siger ordentlig fra.

Og så en dag bliver de skilt. Børnene skal bo hos svigerdatteren, som flytter væk, og farmor ryger helt ud i kulden og får ikke lov til at se børnebørnene.

Sådan må det for alt i verden ikke gå, for i denne situation er der kun tabere. Her er nogle gode råd fra Far, mor og børn.

Skilsmisse er også forløber for nye relationer. Det er heller ikke altid enkelt. Der kommer nye svigerbørn, som måske også har børn, man skal lære at kende. Og værre endnu, måske: Ens børnebørn kan få nye bedsteforældre. Og uanset hvor nødig man vil det, kan man komme til at opleve dem som konkurrenter. Læs artiklen fra Helse her.

{jcomments on}

Giv aldrig gode råd

– med mindre du bliver spurgt. Hvordan havde du det selv, da du var nybagt forælder? Blev du glad og taknemmelig over uopfordrede råd og indspark fra fra dine forældre og svigerforældre?

Nej, vel. De måtte gerne komme og hjælpe, når det brændte på. Men helst ikke blande sig eller kommentere for meget, og ikke kritisere. Måske især ikke svigermor. Den måde hun havde været mor på var sikkert god nok en gang, men nu var der andre tider, og du ville gøre det på en anden måde. Og fred være med det. Det må være alle forældres ret at opdrage deres børn som de vil, synes jeg – bare de er sunde, glade og har det godt sammen med andre mennesker.

 

Forholdet mellem svigerdøtre og svigermødre er enormt svært for mange, det fremgår af mange brevkasser på nettet. Se bare her, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem.

{jcomments on}