Hvordan man får et langt liv

De fleste vil gerne leve længe – i det mindste hvis livet bare er nogenlunde ok. Et godt helbred er ikke en forudsætning for et godt liv, men det hjælper. her er en opskrift, lige fra de blå zoner, hvor folk lever særligt længe.

Hud-mod-hud gør smerten mindre

Når et for tidligt født barn skal have taget en blodprøve, skal mor eller far holde det tæt indtil sig hud mod hud. Så gør det mindre ondt på barnet, end hvis det ligger i sin kuvøse.

Ja, man bliver klogere med alderen

Vi vidste det jo godt, men nu er der også forskning bag: Ældre mennesker er klogere end yngre. Psykologiske studier har vist, at mennesker over 60  træffer bedre beslutninger end unge, når det gælder at opnå fordele på sigt.

Optimister lever længere

Er din kop halvt tom eller halvt fyldt? Det betyder noget for dit helbred. Det er velkendt at optimisme beskytter mod hjertekarsygdom, og nu er der også facts på bordet der viser, at risikoen for hjerneblødning mindsker.

Kan forældreuddannelse give børn en bedre start?

Fem om dagen! Den engelske liberale tænketank CentreForum har udfærdiget en rapport om forældreskab, og om hvad forældre kan gøre for deres småbørn for at give dem den bedst mulige start i livet. De er kommet frem til fem ting, et barn har brug for at få af de voksne hver dag.

 

De fem ting er:

– leg

– højtlæsning

– samtale

– ros

– god kost

 

For at udvikle sine sproglige og sociale evner bedst muligt skal et lille barn – vi taler om alderen 0 – 4 år – have disse ting hver dag. Derfor foreslår CentreForum, at budskabet udbredes bredt i samfundet: I radio og fjernsyn, på busser, på ting til børn som legetøj og den slags. Der foreslår også at der oprettes forældregrupper, der starter under graviditeten og fortsætter i hvert fald til barnet skal i skole. Det har man prøvet i Sverige med den såkaldte Leksandsmodel, som også danske kommuner har interesseret sig for. Og noget lignende er prøvet i New Zealand med stor succes: SKIP-projektet, der godt nok var lidt mere præget i retning af at forældrene skulle lære at styre deres afkom, end at de skulle udvikle børnenes evner.

Der er flere grunde til, at forslaget lægges frem. Også i England er man optaget af, hvordan man kan bryde den sociale arv. Unge kriminelle kommer ofte fra socialt dårligt stillede familier, hvor de ikke får kvalificeret voksenkontakt, ikke snakkes med, ikke får læst historier, ikke får opbakning til deres skolegang eller hjælp med lektier. Mange af dem kan ikke læse eller skrive på et niveau, der betyder at de kan få en uddannelse og dermed bevæge sig ud af sumpen og opad på den sociale rangstige.

Faktisk hører et barn i en velstillet familie næsten 4 gange så mange ord om dagen som et barn i en familie på kontanthjælp. Og medens barnet på kontanthjælp hører dobbelt så mange forbud som bekræftelser, får det velstillede barn 6 gange så mange bekræftelser som forbud. Tænk på hvad det må betyde for selvtilliden!

Det er lidt af et tabuområde, det med børneopdragelse, det må folk traditionelt selv om – det er jo deres børn. Skal samfundet nu blande sig i det? Men, som der står i artiklen i Daily Telegraph: Sådan var det også med spritkørsel for 50 år siden – og her har kampagner faktisk betydet, at holdningen er ændret, og det er blevet socialt uacceptabelt at køre med alkohol i blodet.

Det er jo meget godt.

Men det kræver tid og overskud.

Jeg tænker: Hvad med hende, der er alenemor med tre børn, har et fuldtids skodjob og bor i et socialt belastet område – hvad orker hun, når hun kommer hjem? Det er ikke mærkeligt, at det er lettere at sætte ungerne foran fjernsynet og selv mixe noget mad sammen, end at tage den treårige med i processen til en opmærksom og pædagogisk dialog i køkkenet.

Vi må håbe at der er nogle gode bedsteforældre i nærheden – ægte eller reserve – der kan rykke ind og bakke op.

Ting din hjerne ikke kan, når du bliver ældre

Når jeg ser hvad de unge kan klare (og husker, hvad jeg selv kunne), undrer jeg mig. Familie, fuldtidsjob og karriere, oppe om natten med småbørn, passe hus, madlavning, fritidsaktiviteter – egne og børnenes – og samtidig holde styr på det hele i et mylder af unger der vil snakke, have pudset næse, pustet på sår…

Det kunne jeg ikke mere, selv om jeg skulle! Hvordan kan det være? Tja, jeg må jo indse, at jeg er blevet ældre, og det har sat sig spor i min hjerne. Den skrumper, gør den!

Først og fremmest er der det med multitasking, altså at kunne håndtere flere opgaver samtidig. Det får man simpelthen lidt sværere ved med alderen. Problemet er tilsyneladende, at det tager længere tid for hjernen at omstille sig og flytte opmærksomheden fra et fokus til et andet. Det kan f.eks. betyde, at hvis du er midt i en samtale og så rejser dig for at hente noget i køkkenet, bliver det sværere for dig at huske hvad I var ved at snakke om, når du kommer tilbage. Kender du det? Sikkert.

Men hjernen får også sværere ved at klare ændringer i døgnrytmen, når vi bliver ældre. Hjernen har et indre ur, der styrer vores døgnrytme. Hos nyfødte museunger er hjernecellerne i uret meget aktive om dagen, men stille om natten. Hos midaldrende mus er forskellen mellem nat og dag ikke nær så stor. Forskerne tror, at det samme gælder mennesker, og at det måske er derfor, mange ældre får søvnproblemer. Det betyder, at det bliver mere belastende at passe børn, der vågner om natten. Det tager også længere tid at omstille sit indre ur igen efter en rejse over flere tidszoner, og personer med natarbejde har brug for mere tid til restitution bagefter.

Hvad kan man gøre for at imødegå dette forfald? Ja, det kan jo ikke siges tit nok (og du har jo allerede gættet det): Motion er simpelthen det bedste. Og det er ikke nødvendigt at svede i et fitnesscenter. En daglig rask gåtur på en halv time er nok til at have en forebyggende effekt på demens. Hjernen skrumper mindre, og det betyder samtidig at den fungerer bedre. Evnen til at opfatte og behandle indtryk holdes ved lige.

Det hjælper også at lave særlig hjernefitness, løse opgaver, lære nye ting, få nye indtryk og nye udfordringer. Altså bare alt andet end at sætte sig hen i gyngestolen og sukke “Åh, ja…”

Børn vil ikke ud og lege længere

Det er blevet svært at få børn væk fra skærmen og ud i den friske luft. Det er simpelthen mere spændende at sidde med et computerspil, end at drøne rundt ude med de andre unger i nabolaget.

En engelsk undersøgelse viser, at medens syv af ti af af dagens forældre bedst kunne lide at lege ude, er det kun tilfældet for fire af ti børn i dag. Det er der mange grunde til.

Computerspil og fjernsyn, der frister, er kun en af dem. En anden er, at forældre i dag er blevet mere pylrede og ikke tør give børn samme frihed til at lege ude, som de selv havde. Omverden betragtes som farligere nu, end da de selv var børn. Så børnene bliver ikke sluppet ud på egen hånd for at lege, og forældrene er for hårdt spændt for og har ikke tid til at tage med.

Det betyder, at mange børn aldrig får lov til at mudre sig til, aldrig prøver at bygge en hule ude eller at klatre i træer. Og gør det så noget? Hvornår har man egentlig brug for at kunne bygge en hule? Ja, det er ikke så meget hulen, som det man oplever og lærer, medens man gør det, og glæden ved at have gjort det. Udelege giver mere fysisk aktivitet end indelege, og der er oftere flere børn med, så de er mere sociale.

De engelske eksperter er bekymrede for børnenes fysiske og psykiske udvikling. Hvad synes du?

Fald så i søvn, for fanden!

Alle, der har eller har haft små børn, ved hvor svært det kan være at få dem til at sove. Det ved også den amerikanske forfatter Adam Mansbach.

Hans datter Vivien havde som toårig umanerlig svært ved at falde i søvn. Faren luftede sin desperation på Facebook og meddelte vennerne, at han havde i sinde at skrive en billedbog, der var beregnet på at læse højt for børn, der ikke ville sove. Den skulle hedde “Go the fuck to sleep”.  Efterhånden fik han så mange forventningsfulde tilbagemeldinger, at han rent faktisk skrev bogen – og den blev en bestseller, der i midten af maj 2011 lå øverst på Amazon’s salgsliste! Bogen har ifølge anmelderne dejlige illustrationer, og i øvrigt er den speciel ved, at der er masser af bandeord i den.

Der kommer en version som lydbog omkring 1.7, indtalt af Samuel L. Jackson. Der er et eksempel på YouTube, hvor alle bandeord dog i god amerikansk stil (ærgerligt nok) er erstattet af beep-lyde.

Filmrettighederne er selvfølgelig også solgt – hvordan mon man laver en film af en godnathøjtlæsningsseance?

Såvidt jeg ved er der ikke nogen dansk oversættelse endnu, men her er et bud på et af versene, på dansk ved borneborn.dk:

 

Killingerne og den gamle kat

putter sig lunt hos hinanden

du ligger så sødt under dynen, min skat

fald nu i søvn, for fanden!

 

Læs mere på Wikipedia.

Skal dit barnebarn være matematikprofessor?

Så må du og den lille hellere komme i gang med træningen med detsamme. Og det skal vel at mærke ikke bare være med de små tal – I skal op over tre af en slags, for at det skal batte noget.

Et hold forskere har videofilmet børn i alderen fra 18 til 30 måneder sammen med deres forældre, og registreret hvor ofte, der bliver talt om tal. Når børnene blev fire år, undersøgte man om børnene havde forstået, hvad tal var for noget. Ikke overraskende var den større hos de børn, hvis forældre havde talt meget med dem om “hvor mange…”.

Men for at det kunne gøre en forskel, skulle det dreje sig om tal større end tre. Ikke nødvendigvis millioner – fire til ti kunne gøre det. Og tallet skulle konkretiseres, antallet skulle altså vises på en eller anden måde. Hvis man bare sagde:” Vi er fem mennesker i vores familie”, nyttede det ikke noget. De fem skulle være tilstede i samme rum som barnet, så det kunne se det og fatte sammenhængen mellem tallet fem og antallet mennesker: En – to – tre – fire – fem!

Der er mange trin på vejen man skal lære, inden man kan tælle. Først skal man forstå forbindelsen mellem tal og antal. Så skal man lære tallene, selve ordene og den rækkefølge, de kommer i. Så skal man forstå, at det er det sidst nævnte tal i rækken, der angiver, hvor mange ting der er.

Heldigvis kan man sagtens blive et lykkeligt menneske uden at få 12 i matematik på højt niveau, skal jeg hilse og sige…

Vær 100 % til stede med dine børnebørn

Multitasking  – at kunne arbejde med flere opgaver samtidigt – er et buzz-word, et begreb, der er blevet fremhævet som væsentligt i vor tidsalder. Men ny forskning viser, at det med alderen bliver sværere at have fokus på flere ting på én gang.

Hjernen får sværere ved at skifte mellem de forskellige projekter – det tager længere tid, og det bliver vanskeligere at komme tilbage til en tankegang, når man er blevet afbrudt. Hvis man bliver afbrudt, når man er i gang med en opgave, tager det altså længere tid at samle tråden op igen bagefter og komme videre med opgaven. Det har ikke noget at gøre med, hvor godt eller dårligt man løser de enkelte opgaver – det er noget med den måde, hjernen får hukommelse og opmærksomhed til at arbejde sammen på.

Multitasking er uundgåelig i dagligdagen. Hvis du skal købe mælk, æbler og ost i supermarkedet, er det en fordel, hvis du kan holde alle tre ting fremme på lystavlen samtidigt og samle dem op, efterhånden som du går forbi hylderne. Ellers skulle du først gå til mejerihylderne, hente mælken, stå stille med vognen medens du læste “æbler” på sedlen, gå til grøntsagerne og hente æbler, stå stille med vognen, læse “ost” , og så gå tilbage til mejeriet… Ikke smart. Men alt for meget multi-tasking er en for stor udfordring for hjernen og kan gøre dig stresset. Det kan fx knibe med samtidig at finde varerne i supermarkedet, snakke i telefon og holde øje med et omkringfarende barnebarn.

Har man små børn omkring sig, er det helt nødvendigt at kunne multitaske. Og her er vi ved noget væsentligt, når det gælder bedsteforældre og børnebørn. Det er sværere og mere krævende at passe små børn, jo ældre man bliver. Så når du nu skal have guldklumperne på besøg: Lad være med at tro at du kan få andre ting fra hånden! Nyd ungerne 100 %. Det er bedst for både dig og dem.

Der er blevet mindre mobning i skolerne

 

For 10 år siden viste undersøgelser, at hvert fjerde af de store skolebørn blev mobbet. Det var langt flere, end i de øvrige nordiske lande. Den nye skolebørnsundersøgelse viser, at det er blevet meget bedre, i hvert fald i skolerne.

Der blev sat mange ting i værk, da der kom fokus på mobning og på hvor hårdt, det kan ramme børn. Der blev snakket om mobning på skolerne og i klasserne. Skolerne indførte mobbepolitik. Forældre blev opfordret til at tale med deres børn om mobning, allerede da børnene kom i børnehave. Og ikke mindst var det effektivt, at de voksne trådte i karakter og gjorde det klart for børnene, at mobning simpelthen ikke var en acceptabel adfærd.

 

“Spis din spinat, så du bliver stor og stærk!”

 

Ja, den er god nok: Skipper Skræk havde faktisk ret. Ved at spise bare 300 g spinat om dagen kommer ens muskler til at arbejde mere effektivt. Forandringen er mærkbar allerede efter 3 dage.

Det har svenske forskere fundet ud af, og de har også opdaget hvorfor: Det er ikke som alle troede jernindholdet i spinat, man bliver stærk af. Det er fordi spinat indholder en stor mængde nitrat, og det mindsker simpelthen musklernes behov for ilt. Nitrat omdannes til kvælstofoxyd, og det gør musklernes forbrænding mere effektiv. Du kan læse artiklen i The Telegraph her.

 

Nitrat findes også i andre grøntsager, f.eks. kål, kartofler, selleri og rødbeder. Og selv om det nu er blevet sundt, bør man ikke spise ubegrænsede mængder af det, og det gælder særlig spædbørn. Der er også grænser for, hvor meget nitrat der må være i drikkevand, hvor det typisk stammer fra forurening, eksempelvis gødning. Fødevarestyrelsen har en vejledning på deres hjemmeside.

Jeg har et dejligt minde, der handler om spinat: Min ældste søn, Jeppe, var 6- 7 år, og vi var på besøg i København. Vi skulle i Riddersalen og se “Olivia” med Jytte Abildstrøm, der spillede Olivia, og bl.a. var pyntet med en dåse spinat i en snor om halsen. Jeg husker ikke helt handlingen – men Skipper Skræk var naturligvis med, og Olivia havde det ikke helt nemt. På et tidspunkt stod hun stille forrest på scenen med hænderne løftet i afmagt. Spinatdåsen dinglede frem og tilbage. Der var helt stille i salen, alle ventede på hendes udspil. Da opløfter Jeppe sin stemme og siger – højt – på godt jysk: “Æder hun ikke snart den spinat?”

Jubel i salen!

Opdragelse med kløerne fremme

Er vestlige forældre slapsvanse og pylrehoveder, når de lader børnene overnatte hos andre, gå til fritidsaktiviteter og slappe af i sofaen foran skærmen? Det hævder Amy Chua, der er kinesisk-amerikansk professor på det højt profilerede Yale University i USA.

Hun har skrevet bogen “Battle Hymn of the Tiger Mother”, Tigermoderens kampsang, om , hvordan hun har opdraget sine to døtre. Og det er ikke for sarte sjæle med hang til rundkredspædagogik, skulle jeg hilse og sige. Berlingske skriver: “Døtrene har aldrig overnattet hos veninder; de har aldrig optrådt i skoleforestillinger; de har aldrig været hos andre børn for at lege; de har aldrig spillet computerspil eller set TV; de har aldrig fået lov til selv at bestemme, hvad de skulle lave efter skoletid; de har altid skullet have et 12-tal; de har altid skullet være nummer ét i alle fag, undtagen i gymnastik og formning; de har aldrig måttet spille andre instrumenter end klaver og violin, og de skulle spille klaver og violin.”

Men så blev de også bedst… til alt, undtaget at være sammen med og forstå andre mennesker. Bogen har vakt enorm diskussion i USA, og Amy Chua har fået ordentlige rap over pelsen for sine metoder, der hævdes at skabe socialt handikappede unge, der bliver ulykkelige, ensomme og selvmordstruede. Det forstår hun så slet ikke, og døtrene heller ikke. Dét mangler de nemlig kompetencen til. Og faktisk er der også kritikere, der synes at Amy Chua gør det for nemt for sine børn. De skal terpe og fokusere på intellektuelle opgaver, men ikke lære det, der er allersværest; nemlig at navigere i sociale sammenhænge.

Godt eller skidt? Det afhænger af, hvad man synes er succes her i livet.

Gode manerer er moderne igen

Kan du huske de gode manerer? Dem du selv lærte som barn, og som så blev smidt ud med ungdomsoprøret og den frie børneopdragelse i 70’erne? Nu er de på banen igen. Børn skal lære at sige pænt goddag og farvel, tage i hånd og præsentere sig, sige tak for mad osv. Dengang manererne blev tilsidesat, viste man at var et moderne menneske ved at være afslappet i forhold til omgangsformerne. Nu er frigjortheden kutyme, og så er det ikke så spændende mere. Så kan man bedre adskille sig fra andre ved at udvise de klassiske dyder. Samtidig har vi haft finanskrise – yuppiernes og sidegadevekselerernes tid er forbi, og soliditet, god baggrund og dannelse opgraderes. Måske skal vi til at sige De igen? Og se de små børn neje og bukke?

Det er Kristeligt Dagblad der bringer artiklen om de gode manerer, og der er mere at læse på linket.

Børn med ADHD kan ikke lade være med at dagdrømme

Børn med ADHD har svært ved at koncentrere sig, kommer let til at kede sig og er rastløse. Nu viser forskning, at de har større vanskeligheder end andre med at slukke for dagdrømmeriet og fokusere.

Det, vi normalt gør, når vi ikke er optaget af noget særligt, er at dagdrømme. Sindet og tankerne vandrer rundt på må og få, den ene tanke tager den anden, af og til dukker der en idé op. Når vi skal fokusere på noget specielt, en opgave der skal løses eller noget der virker spændende, farligt eller på anden måde kræver vores opmærksomhed, kan vi stoppe dagdrømmeriet og koncentrere hjerneaktiviteten på opgaven. Det er sværere for børn med ADHD. Opgaven skal være mere spændende, for at barnet skal kunne blive optaget af den i mere end nogle øjeblikke. Ellers kommer de hurtigt til at kede sig og går igen over i “dagdrømmemode”.

 

Skilsmissebørn trænger også til julefred

Skilsmissebørns jul kan blive meget intensiv, hvis de skal holde fuld juleaften både hos far og mor og måske også hos et par bedsteforældre. De voksne må lære at tænke mere på børnene end på sig selv. Det skriver Kristeligt Dagblad her op til højtiden. Mange skilsmissebørn deler tiden fifty – fifty mellem deres forældre, og sådan skal det også være i julen: Julemad, gaver og juletræ først hos den ene familie, så hos den anden, med forældre, hel- og halvsøskende, papforældre og -søskende mm. Hvis der dag efter dag bliver skruet forventninger op om intens julefryd og aktivitet, får barnet aldrig lov til at slappe af. Det fører til akut julestress, måske ligefrem med fysiske symptomer – og barnet glæder sig bare til det er hverdag og skole igen. Det er forældrene der bestemmer, så det er også dem, der må tænke på barnets behov og sætte deres egne behov til side.

Belønning for at gå til skolen

I England er der stillet forslag om at børn, der går til fods til skole, skal belønnes med gaver. Formålet er at få de unge til at bevæge sig mere og derved forebygge fedme og andre livsstilssygdomme.

Der er gjort forsøg med systemet i London, hvor teenagepiger fik en tilgodeseddel til en tøjbutik, værd en halvtredser, hvis de gik til skole 8 gange, og en biografbillet for 5 gange. Undervejs på ruten skulle de køre et magnetkort i en læser, så de ikke kunne snyde. Projektet var finansieret at det lokale busselskab, der ikke havde plads nok i busserne til alle, der gerne ville med. I artiklen i the Guardian står der ikke noget om, hvordan det gik med pigernes helbred – men for hvert investeret pund sparede busselskabet 24 pund, og politiet brugte halvt så meget tid som tidligere på at holde orden og forebygge ulykker ved stoppestederne! Det er jo fire ting på én gang: Mere tid til politiet, besparelser på busserne, større omsætning i tøjbutikken og biffen – og måske bedre helbred til pigerne.

 

“Det er morfar, der er julemanden!”

Det er nu videnskabeligt bevist, at børn ikke tager skade af at finde ud af, at julemanden ikke findes “i virkeligheden”. Det får dem tværtimod til at føle, at de har en hemmelighed fælles med de voksne. Et canadisk forskerhold har sammenlignet en undersøgelse af børns holdning til julemanden i 1896 med en tilsvarende fra 1980. Det viste sig, at 90 % af de 4-årige børn troede på julemanden, 47 % af de 7-årige, og faktisk var 33 % af de 10-årige ikke helt sikre på, at han ikke fandtes. Når børnene nåede en alder, hvor de begyndte at tvivle på julemanden, spurgte de oftest deres forældre – der ikke rigtig vidste hvad de skulle svare. Holde fast i at julemanden findes, og dermed lyve for barnet? Eller bekræfte at han ikke findes, og måske skuffe barnet? Men det skal forældrene ikke være så bange for. Børn forstår godt at det med julemanden er en leg, og de leger gerne med på den og spiller sammen med forældrene i at “snyde” deres yngre søskende. Det bliver simpelthen en slags overgangsritual fra småbarnsalderen, siger forskerne fra Université de Montréal.

Flere børn overlever kræft

For 40 år siden var det kun 30 % af børn, der fik kræft, der blev voksne. Nu er det til 80 %, altså 4 ud af 5 børn, der lever 5 år efter diagnosen og dermed også har en langt større chance for at nå voksen alder. Det er særlig leukæmi (blodkræft), der har fået en meget bedre prognose. Forbedringen skyldes forskning, der har resulteret i nye lægemidler. Men sygdommen er stadig noget, der påvirker og forandrer hele familien, og behandlingen er hård og forbundet med belastende bivirkninger – også på sigt. Det værste er måske, at kræftbehandling ofte fører til at børnene bliver sterile, fordi behandlingen er giftig ikke bare for kræftceller, men også for de celler, der snere i livet skal blive til æg og sædceller. Æggestokvæv fra piger kan fjernes inden kræftbehandlingen, fryses ned, og så opereres ind igen, når pigen vil have børn, men det er stadig en behandling på forsøgsstadiet.

Hvis du oplever den store ulykke at et barn i familien bliver syg med kræft, kan det være en lettelse at møde andre i samme situation. Foreningen Cancerramte Børn har en gruppe for bedsteforældre.

At blive mor som 50+ – er det lykken?

Lader børnebørnene vente på sig? Eller har du først sent mødt manden i dit liv? Selv om du er i bedstemoralderen, kan du godt blive gravid og få børn. Det gør flere og flere kvinder. På engelske fertilitetsklinikker er der et stigende antal kvinder, der får børn i moden alder. Det kan sagtens lade sig gøre, selv om deres æggestokke ikke mere producerer æg. Et livskraftigt æg fra en yngre donorkvinde kan befrugtes med modtagerkvindens mands sæd, og efter at det er begyndt at gro, kan det lægges op i modtagerens livmoder. I starten er det nødvendigt med et hormontilskud for at få ægget til at udvikle sig i livmoderen, men efter tre måneder er graviditeten selvkørende med hormoner og udvikler sig uden hjælp. På grund af kvindens alder er der dog øget risiko for svangerskabskomplikationer.

Kvinder, der bliver mødre efter de 50 år, bliver beskyldt for at kun tænke på sig selv og ikke på barnet. Det er jo ikke sikkert, at barnet får lov til at beholde sin mor så længe som andre børn. Men… man får vel altid børn for sin egen skyld og ikke for barnets, eller hvad?

Engelske Susan Tollefsen blev gravid for første gang som 57-årig. Hun fik datteren Freya (der må være noget nordisk arv et sted) efter ægdonation på en fertilitetsklinik i Rusland. Faderen var hendes kæreste Nick, 11 år yngre.

Nu er Freya 3 år, Susan er 61, og hun og Nick er flyttet fra hinanden. Susan giver efterhånden kritikerne ret: Man bør ikke få et barn, når man er over 50. Det er hårdt at være enlig mor, når man selv er oppe i årene og er begyndt at få flere skavanker og færre kræfter – hun er fx døv på det ene øre, og er opereret for slidgigt i det ene knæ. Hendes økonomi er skrabet, og til forskel fra hos de yngre er der ikke udsigt til, at den bliver bedre med årene.

Hun er også landet mellem to generationer. Hendes jævnaldrende er begyndt at få børnebørn og går op i de problemer og glæder, det bringer. Samtidig har Susan ikke ret meget til fælles med de andre mødre i Freyas børnehave. De er unge, de snakker om at gå i byen, om musik, om hvad de vil  fremover i livet, og andet man nu snakker om, når man er 30-40 år yngre end Susan.

På pluskontoen står hendes livserfaring, og bevidstheden om, at livet har en ende og må nydes og bruges bedst muligt, medens det er der. Hun ved, at Freya måske ikke vil have sin mor, når hun selv bliver voksen og skal have børn. Så hun nyder tiden med Freya 100 %.

Historien om Susan er fra The Telegraph.